Jeg arbejder primært med papirklip. Ord, sætninger og enkle former er omdrejningspunktet. Mine værker tager ofte udgangspunkt i hverdagstanker og små observationer, som jeg skærer frem i papiret. Nogle gange poetisk, andre gange nøgternt.

Jeg sælger mine papirklip som originale værker i ramme, som serigrafitryk og som grafiske tryk på t-shirts og muleposer.

Egentlig troede jeg, at jeg skulle være maler.

Som de fleste andre børn, tegnede jeg på livet løs i min barndom. Særligt historier om en lille pige, der ikke måtte få en hund eller en hestI det hele taget var dyr omdrejningspunktet, og jeg kan huske en gang, hvor flere fra klassen stod i kø i frikvarteret for at få tegnet et valgfrit dyr.

Jeg kan kun huske støtte omkring mit tegneri. Også da jeg blev ældre og skulle til at vælge retning, husker jeg udelukkende opbakning. Udfordringen var mere at finde hoved og hale i hvordan jeg skulle gribe det an.

Jeg flyttede fra det Nordjydske til København V i 2001, fordi jeg fik en kæreste, der boede herovre. Jeg kendte ikke noget personligt til København inden da. Mine eneste minder var en løbetur med 5. Klassen gennem Strøget, fordi vi skulle nå en færge til Bornholm, og nogle år senere at løbe beruset gennem selvsamme gade for at finde Klaptræet og få en autograf at Tony Scott, da vi var på tur med gymnasiet.

De 5 privilegere år på henholdsvist Strand Boulevarden og Holmen var fantastiske. Jeg følte mig som verdens mest heldige menneske.
Det var under min bachelor at jeg opdagede at skalpellen og jeg var et rigtig godt match.
Derfor var det også helt naturligt for mig, at mit afgangsprojekt i 2013 var en stor pop-up bog med papirklip – og ord.

Der gik ikke lang tid, før heldet igen bankede på døren. Det første sted jeg besøgte i min jagt på at få et sted at sidde og arbejde, var også det eneste.
Jeg faldt pladask for det lille baghuset på Ravnsborggade 21B, og prikkenover i-et var den lille metalplade ude ved porten, der fortalte at det var i selvsamme baghuset, at Louis Pio boede og blev anholdt op til Slaget på Fælleden. – Jeg skrev min første års opgave i gymnasiet om Louis Pio.

Og det er her jeg holder til den dag i dag. På 13. år med mit lille enmandsforetagende omgivet af de dejligste kollegaer, nu nærmest familie.

De første år på Vesterbro var, sagt mildt, temmelig kaotiske. Men trods kaoset havde jeg hele tiden gang i et eller andet kreativt. Den første tid var jeg så heldig at gå på det der dengang hed “fleksible moduler”. Et sandt slaraffenland på Julius Thomsensgades Tekniske skole, hvor man kunne gå på SU og vælge maleri, grafiskværkstedet, tegning, foto, bogbind og meget mere.
Jeg gik der i halvandet år, helt utænkeligt at få den slags pause i livet i dag.

Også utænkeligt i dag er de efterfølgende 3 år, jeg gik på dét, der dengang hed Billedskolen. I dag Københavns Kunstskole.
Jeg er evigt taknemmelig for den mulighed, da jeg helt sikkert ikke havde det liv, jeg har i dag, uden dét møde.
Bjørn Bråten, skolens leder, havde et helt unikt talent for at se igennem én og subtilt vejlede på et dybere plan.

Mens man selv troede at han snakkede om komplimentær kontraster og baggrundsdybde gav han i virkeligheden råd om større ting i livet, og det fæstnede sig på en måde, andre gode råd ofte ikke evner.

Derfor var jeg også i de bedste hænder, da jeg lavede min anden ansøgning til Danmarks Designskole. Første forsøg fejlede , nok fordi jeg havde en lidt arrogant tilgang og tænkte at de da måtte kun se det åbenlyse talent og se bort fra det manglende koncept.

Livet gav mig et helt naturligt koncept i kraft af at jeg på det tidspunkt var begyndt at frekventere et 12-trinsfællesskab.
Mit “design” var et koncept, der skulle hjælpe ensomme mennesker i byen til at samles. Og det virkede. Jeg kom ind!

Mine kollegaer, – og venner af tegnestuen, øverst fra venstre; Pia Olsen, Silke Brandes, Lars Petersen, Runa Steppinge, Claus Riis, Zarah Juul, Palle Schmidt, Peter Bay Alexandersen, Lea Letén, Lisa Strøander