“Jeg kan ikke finde ud af at meditere”, har jeg nok hørt mig selv sige omkring 117 gange.
Kender I ikke dét med, at man møder den her person, der bare har fundet løsningen. Noget der bare virker. Noget man “skulle tage at prøve”.
Hurtigt afsløres det, at dette “noget” indeholder dybe vejrtrækninger, Namaste og antagelig indre ro. Allerede her bliver jeg presset.
Jeg kan pludselig ikke trække vejret helt rigtigt. Jeg bliver også opmærksom på at min overkrop, min “core” er en smule slap, så jeg får lige rettet mig lidt op.
“Jeg kan ikke rigtig finde ud af at meditere” kan jeg så høre mig selv sige. Alt imens jeg føler mig som et u-åndeligt menneske, og ikke mærket den der helt rigtige følelse i kroppen, som min fælle så tydeligvis har.
Så jeg går derfra og glemmer hurtigt at være bevidst om min core.
Men det er jo noget pis. Jeg kan godt finde ud af at meditere!
Jeg er totalt god til at være opslugt og til at være i flow.
Min meditation sniger sig bare ind i mit arbejde, og lige bortset fra at jeg uden tvivl godt kunne bruge lidt power yoga for min core, så behøver jeg ikke en måtte at stå på.
Når jeg sætter pennen til papiret og skriver ord er jeg allerede i gang. Især gentagelser, hvor min bevidsthed springer hen til et andet sted af hjernen end normalt.
Hvor jeg har et fokus på trykket min pen rammer papiret med.
Hvordan den skal løftes meget subtilt som for at trække vejret og gøre klar til et nyt blødt tryk mod fladen. En lille dans, hvor de brede linier laver en svingom med de spinkle, og blander sig med små hop og frem og tilbage, når prikker over i-er og å-er skal sættes.
Dét er min meditation,
og det er faktisk godt nok
uanset.
